Oktober måneds tip

Vogt Dem for hjemmelavede husråd om lædermøbler.

 

Vi hører de mest absurde råd som: brug skummetmælk, sødmælk, æggehvide osv. til at pleje lædermøbler med.

Sæbespåner anbefales jævnligt og forveksles ofte med brun sæbe, som er ”livsfarligt” for læder.

Det er alt sammen væsentlig ringere end ingenting.

Som en hovedregel kan man regne med at produkter, som man selv kan fordøje, har ingen eller et alt for lille indhold af antioxidanter, til at være gavnlig for læder.

Sæbespåner og brun sæbe har en forkert pH værdi og er med til at forkorte levetiden på læder.

Såfremt De alligevel overvejer at benytte fødevarer som læderplejemiddel, bør De forinden foretage et kontrolforsøg.

  • Tag et stykke papir, brevpapir, toilet papir, køkkenrulle etc.
  • Påsmør papiret det ”middel” De overvejer at benytte.
  • Læg derefter papiret så nær ved lædermøblet som muligt, og afvent hvor lang tid der går, før De ikke længere kan affinde Dem med den stank, der rimeligvis vil fremkomme.

Det burde herefter være indlysende hvor stor værdi det afprøvede produkt har for lædermøbler.